På besøg hos en sponsor
af: Jesper, 28. oktober 1999

Hvor er det underligt. I disse internet-tider er man blevet vant til at kommunikere med masser af fremmede mennesker via web-sider og e-mail. Det er blevet så "let at snakke" med mennesker, man slet ikke kender. Der gemmer sig en pragtfuld anonymitet i en e-mail. Man kan give sig ud for at være præcis hvem man vil.
Anderledes er det med telefonen. Her kan stemmen afsløre meget. Man har ikke så lang tid til at formulere. Man kan ikke læse sine ord, gå tilbage og slette, omformulere en dårlig sætning. Men "værst" er dog det personlige møde. At stå ansigt til ansigt med det fremmede, mennesker man ikke kender.

Det startede med at vi foreslog downunder.dk at oprette et link til disse sider. Kort efter var snakken i gang via e-mail om vores rejse, bilkøb og meget andet. Helle og jeg fandt hurtigt ud af, at der her var mulighed for at få mange gode råd med på vejen. Vi var grønne på globetrotternes vej og her var en mand, som var bidt af Australien.

Vi har mailet sammen, talt i telefonen og nu skulle det så være - det personlige møde.
Hvem var denne mand, som så fanatisk taler om Australien ? Var han en dansk Crocodile Dundee med læderpisk og pistol ?

Helle får en radio af Frank. © 1999 Eventyr.net Det var med stor spænding at vi startede Land Roveren for at køre til Frederiksberg, hvor downunder.dk har til huse.
Vi skulle mødes med manden bag downunder.dk, Frank Steen Andersen, der havde tilbudt os en UHF-radio til bilen, som han selv havde brugt på sine Australiensrejser.

Vi mødtes med Frank og hans kone Mette, der straks bød os på kaffe og en lang snak om Australien og det at rejse rundt.
Frank synes stadig at vi er tossede - at tage en bil med hjemmefra. Men Frank vil selvfølgelig også gerne sælge nogle flere eksemplarer af sin bog "Bilkøb i Australien", som vi fik overrakt ved samme lejlighed. Vi kan iøvrigt varmt anbefale denne, der indeholder mange nyttige informationer omkring bilkøb, forsikring, lovgivning mv.
Bogen kan købes direkte på http://www.downunder.dk.

Det er godt med en radio - men hvor er der plads ? © 1999 Eventyr.net Snakken blev lang og mørket faldt på. Men inden oktobermørket blev for gennemtrængende, skulle der selvfølgelig tages billeder. En serie blev taget, så vi kunne bevise at vi faktisk har været på besøg downunder(.dk)

Vi kom hjem lidt rigere. Vi fandt ud af at Frank hverken har pistol eller pisk. Vi fik en god radio, som vi dog aldrig håber at få brug for - den er kun til nødstilfælde. Og vi fik bekræftet vores anelser - at vi kan forberede os i dage og år - men aldrig være forberedt på alt.

En stor tak skal lyde til Frank, Mette og downunder.dk som har været til stor hjælp og inspiration i vores forberedelser.


Copyright © 1999-2000 by Eventyr.net. Materialet på disse sider er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret.