Forberedelser <- Tilbage til forberedelser

Hjemme: Jobs, bolig og vaccinationer

- Jobs
Vi er begge heldige at arbejde i brancher, hvor arbejdsløsheden er lav, hvorfor vi ikke har været så nervøse for jobmulighederne, når vi kommer hjem igen til sommer år 2000.
Helle har desværre været nødt til at sige sit arbejde som skolelærer op, da der ikke har været mulighed for at få orlov.
Jesper har eget IT-firma og har derfor lettere ved at tage fri. Kunderne passes i mellemtiden af et andet IT-firma, som der er indgået aftale med.

Hvis ikke vi havde været i disse job-situationer, ville vi nok have overvejet en ekstra gang. En sådan rejse koster rigtig mange penge, og hvis man ikke kan få orlov, er det en stor risiko at løbe at sige et godt job op.

Er man heldig at kunne få orlov er sagen jo en anden. Dog bør man nok undersøge mulighederne for at modtage orlovs-ydelser.
Tal med din arbejdsgiver og/eller din fagforening/a-kasse.

Vi har som nævnt ingen mulighed for orlov og dermed heller ingen økonomisk støtte undervejs.

- Bopælen
Vi bor i en leje-lejlighed, som vi har fået lov at fremleje under vores rejse.
Vi er glade for lejligheden og vil gerne have den tryghed at have noget at vende hjem til. Vi har ikke råd til at lade den stå tom imens vi er væk, selvom det ville være det nemmeste mht. møbler o.lign.

Det kan være en stor økonomisk belastning at skulle betale en bopæl hjemme, mens man rejser rundt i den store verden. Man skal altid huske på at terminerne eller huslejen skal betales.
Så man bør nok altid overveje om man kender nogen, der kan bebo lejligheden/huset mens man er væk. En bolig har også bedst af at være beboet. Kulde og fugt kommer hurtigt, hvis boligen ikke er opvarmet i længere tid.

Husk at man altid skal have tilladelse til at fremleje sin leje-/andelslejlighed.

- Vaccinationer
En rejse til Australien og New Zealand kræver p.t. ingen specielle vaccinationer. Dog skal stivkrampe-vaccinationen være opdateret.
Husk altid at snakke med din læge eller Serum-instituttet inden du skal rejse langt væk. Der kan være opstået specielle forhold i landet du skal rejse til.


Copyright © 1999-2000 by Eventyr.net. Materialet på disse sider er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret.