Min australske farm
af: Maren Klixen, Tjukayirla Roadhouse, Great Victorian Desert, 7. marts 2000

"Det er aften nu og solen er lige gået ned, vi har lige slået lejr på savannen et sted, dum di da di du bi du ... "
Hvis de havde spillet Gnags i radioen, havde jeg skruet op, men det gør de ikke, så jeg sidder og synger den gamle safari-sang med rusten stemme her på min australske farm.
Min farm er alle steder og ingen steder. Den er et palads, en uindtagelig borg, mit hjem på fire hjul. Nogle kalder det en Land Rover - jeg er ligeglad. Den gør sit arbejde og bringer mig hen hvor jeg skal - når jeg skal.

Mit navn er Klixen, Maren Klixen. Storvildtsjæger af profession. Jeg skyder dyr - store dyr - med mit gamle Pentax-kamera, som jeg fik af min bedstefar, der levede på samme måde som jeg. Min far, tsk tsk... ham skal vi ikke tale om, han var et skvat, men hans far - han var en rigtig mand - ligesom jeg.

Jeg fortæller min historie her for på den måde at sende en hilsen hjem til mine to døtre Karen-Maren og Mette, som jeg ikke har hørt fra, siden jeg forlod Lolland.
Min historie er både lang og kort. Den begyndte, da min mand, Åge, og jeg blev enige om, at der kun var plads til én mand i huset. Så jeg pakkede mit kamera og tog med første skib herned. Nu lever jeg af at køre rundt i den australske ødemark og tage billeder.

Af og til kan det være svært at bo i min Land Rover. Jeg har lagt det meste af mit materielle liv i Danmark fra mig - forladt mit land og familie. Nu er det bare min passion, der driver mig gennem livet. - Passionen for billederne og de dyr, som jeg indfanger på denne måde.
Billederne fortæller alle en historie, men det er kun få af dem, jeg sælger. De bedste ligger i en trækasse omme på ladet. De er kun for mig selv og jeg har aldrig vist dem til nogen.
Den dag, hvor jeg har fået nok af det hele, hælder jeg en dunk benzin over bilen og sætter ild til alt. Så vil Maren Klixen blot være en sky på himlen over det land, hun valgte til sit.

Ski-kænguruen... © 2000 Eventyr.net Der er dog mange år til at Klixen brænder det hele af. Jeg har stadig store opgaver at udføre her. For lang tid siden da jeg kørte rundt i bjergene længere mod øst, så jeg noget, som fangede min interesse. Jeg havde aldrig set noget lignende - og jeg har ellers set meget. Det var blot et lille tegn, men dog tydeligt nok til at mit falkeblik blev fanget.
Man kender den ikke andre steder - den lever kun i Flinders Ranges og må være uhyre sjælden, for ingen jeg spurgte, kunne fortælle mig nærmere. Men et er sikkert.. den er der.. Flinders afskyelige snemand - den skiløbende kænguru !
Jeg har set skiltet, der advarer mod den og har i sinde at tage det billede, som ingen anden kan tage - om det så skal tage resten af mit liv.

Jeg tror, at jeg engang har set et glimt af den - eller rettere mærket.
Jeg sad på lur for at tage et billede. Mange timer var gået med at vente og jeg slumrede måske lidt. Pludselig hørte jeg en hvislende lyd bag mig, og før jeg kunne nå at vende mig og kigge, blev jeg væltet og slået ud.
Da jeg vågnede og fik set mig i bilens sidespejl, kunne jeg tydeligvis se to spor af ski over min ryg.
Den må være ondsindet denne ski-kænguru, når den sådan løber ældre damer over ende. Den hører ikke rigtigt til her i Australien, hvor alle dyr ellers er mine venner.

Jeg havde kun været her i kort tid, da jeg samlede en lille kænguru-baby op og gav den mad, fordi den var blevet forladt af sin mor. Den boede mange måneder med mig i bilen, men da dens fødder blev for lange, måtte jeg sætte den ud. Den trykkede hele tiden på kontakterne, så lys, visker og horn kørte konstant.

Nogle år senere fik jeg mig så en ny stor kærlighed: Slim Dusty. Han er den største country-sanger her, og den dag for mere end 20 år siden, da jeg købte hans første bånd - da tabte jeg mit hjerte.
Båndet har kørt siden og selvom det er knækket mange gange, så får jeg alligevel lappet det hver gang med lidt klister og lim.
Jeg har netop pillet lidt ved min HF-radio, så jeg udover at kunne snakke med truckerne på vejen også kan fange en fjern station, der netop nu spiller Slim's nye bånd - nummer 100. Når hans rustne stemme synger "Australia - Me and You", så føler jeg mig som født i dette land og er glad for, at jeg skiftede roemarken ud med ødemarken.

Her er jeg ét med naturen, mit hjerte brænder som den smukkeste solnedgang over sletten og slår i takt med øglernes under deres tynde, følsomme hud.
Her er der plads, her er verden stor nok til alle - og dog !
Mange af mine bedste venner - dem der var her før alle andre, abo'erne - dem er der ikke længere plads til.
Folk ser skævt til dem, presser normer og regler ned over dem, som de aldrig vil kunne forstå - samtidig med at de samme folk overtræder abo'ernes love på det mest respektløse. Abo'er og den hvide mand vil aldrig mødes, så længe den hvide mands største glæde og rigdom er penge.
Men det er en lang og indviklet snak, der nok aldrig får en ende.

Mit bløde hjerte må acceptere evolutionens hårde kendsgerninger - på samme måde som når min Landy rammer en stakkels zebrafinke, der slynges ud i vejkanten, hvorefter myrerne straks går i øjnene på den - den enes død, den andens brød.
Jeg græd den dag, jeg ramte denne smukke lille zebrastribede fugl med det orange næb, men dens forvirrede retningssans førte den lige ind i min forrude og brækkede halsen på den.
Hundredevis af farvestrående sommerfugle og guldsmede fanges hver dag af nettet foran Landy'ens køler, og jeg må hver aften holde messe for de mange sjæle, der måtte lade livet for min færden.
Helst fotograferede jeg dem på en honningfyldt ørkenblomst - men oftest må jeg nøjes med at skrabe dem af bilen med en spartel.

Der ligger en slange, og der ligger et dæk - begge er kørt helt flade. Livet er barskt i Australien.


Copyright © 1999-2000 by Eventyr.net. Materialet på disse sider er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret.