Logbog

11. maj 2000

Åhh, vi har prøvet dette før.. At sidde i Arkaroola og vide, at i morgen.. i morgen slutter eventyret her. Vi har ikke lyst til at forlade dette sted, der bringer os så stor glæde.
Vi har ingen ord, der kan beskrive de følelser, som området vækker hos os. Disse bjerge, kløfter, bakker og enge - de taler til os, de hvisker "kom og se", "mærk os, føl på os". De viser os nogle utroligt smukke sider af et meget barskt Australien. Landskabet her er meget hårdt med skarpe klipper og forrevne tinder men samtidigt blidt og mildt. Det er som at gå gennem en skov af skarpe spyd - og blot mærke bløde svanefjer mod huden.

Vi har siden vi sidst var her drømt om at køre "Echo Camp Backtrack" igen for at se, om det egentlig var så slemt, som vi huskede det. Sidst vi var her, var vi jo ikke så erfarne ud i terrænkørsel og dengang syntes turen rimelig hård. Nu fik vi endnu engang chancen for at køre ad det snoede spor op og ned mellem bjergene.
Forventningsfulde satte vi i går ud efter at have fået et lille tip af en af de ansatte om et lille sidespor, der normalt var lukket for offentligheden. Dette ville føre os ad bagvejen ned midt i en meget smuk kløft - den som Helle badede i, sidst vi var her.
Vi kørte ud til starten af turen og meget snart - ha ha !! - gik vi i stå op af den første stejle stigning - præcis samme sted, hvor vi første gang havde problemer. Vi var vist ikke blevet bedre til at vurdere - eller også var sporet blevet værre. Det var nok det første, for vi havde vist glemt, hvad Arkaroola's bjerge kan byde på af udfordringer.

På bjergtur. © 2000 Eventyr.net
Sporet gik vitterligt op og ned med meget stejle stigninger og efterfølgende fald, der skulle forceres i kravletempo for ikke at komme galt afsted.
Denne gang gav vores større erfaring i bjergkørsel os muligheden for at nyde den storslåede natur, som vi befandt os midt i.
Vi kan ikke beskrive det, men prøv alligevel at høre...
Du er netop kommet op af en 50 meter lang bakke med en voldsom stigning, der kun har givet dig udsigt til den blå himmel. Du et nået til toppen og kan ikke se, hvor sporet forsvinder hen, da det bare går ned, ned, ned på den anden side af toppen. Du stopper deroppe og stiger ud af bilen. Du befinder dig på et smalt grusspor mellem bjergtoppe, og når du kigger dig omkring, kan du se mange kilometer væk - eller blot et par hundrede meter over til næste bjergtop.
Når du kigger dig omkring i gruset ser du tusindevis af forskellige sten ligge der. Nogle er ir-grønne på grund af kobber andre er rustne på grund af jern. Nogle er hvide krystaller og andre igen er sort skiffer. Der er hundredevis af farver og tusinde former.
Du kan høre fugle i snesevis kvidre, fløjte og snakke på de grønne bjergsider, mens du selv blot står stille og nyder solen, lydene og samtidig stilheden. - Stilheden mellem bjergene, hvor (næsten) ingen mennesker kommer. Du er fuldstændig overvældet af hele dette sceneri.

Nogenlunde sådan følte vi, da vi igen kørte Echo Camp Backtrack. De små 14 kilometers bjergkørsel tog os mere end fire timer at komme igennem, for denne gang måtte vi stoppe mange gange for at stå ud og nyde verden omkring os.

Dagen i dag skulle så være vores sidste i Arkaroola. Vi har stadig nogle få ting at se i Australien længere mod syd, så afrejsen herfra er sat til fredag - i morgen. Hvordan tilbringer man bedst den sidste dag ? - på toppen - eller højere oppe måske.
Douglas - eller i daglig tale blot Doug, der er sønnen af Reg og Griselda, som grundlagde Arkaroola, er en særpræget mand. Han er astronom, geolog, i det hele taget en klog mand - og så er han pilot.
Vi havde booket en "scenic flight" det vil sige en "udsigts-flyvetur" over Arkaroola. Vi havde valgt den "lokale" tur, som skulle tage cirka 35 minutter, da vi ikke havde råd til den noget længere tur, som ellers ville tage os ud til ørkenen omkring os.
Turen var planlagt til at starte klokken ni her til morgen og som vi forventningsfulde sad i receptionen og ventede på, at klokken skulle nærme sig ni, kom Doug ind og konstaterede, at der kun var to personer (os), som skulle ud at flyve. Det var ikke så godt, for flyvemaskinen var beregnet for syv passagerer og det kunne faktisk ikke betale sig at sætte den i luften med mindre end fem passagerer.
Han kom pinligt berørt over og spurgte, om det ville være ok for os, hvis vi fløj i hans eget fly, der var en ældre langsom sag fra 1930'erne, og som netop var beregnet for to passagerer. Turen ville tage noget længere og vi ville få rabat på prisen.
Det lød næsten for godt til at være sandt - længere flyvetur til billigere penge. Vi sagde hurtigt ja tak og kørte snart ud til airstrip'en - det vil sige grusstykket, der udgjorde Arkaroola's flyveplads.

Det gamle fly og piloten. © 2000 Eventyr.net
Her blev vi lettere overraskede... Flyet var virkelig af ældre dato, og vinger, propel mv. var bygget af træ. Selve cockpittet var dog omkranset af stål, men ellers var det træ betrukket med lærred. Vi hjalp med at skubbe flyet ud af hangaren og fik så en snak om gamle fly, mens der blev tanket op inden turen.
Jesper blev placeret foran ved siden af Doug og Helle sad bagved. Så blev der ellers checket radioforbindelse og det var tid til at starte flyet... med håndkraft. Ja, ligesom på film... ignition, ready, og hive i propellen. Efter mange forsøg startede den gode gamle motor endelig og vi kunne rulle ud på startbanen.
Jesper sad på andenpilotens plads og måtte passe på, når styrehåndtaget bevægede sig rundt. Der var ikke plads til lange ben og det var en skæv stilling han måtte indtage for ikke at være i vejen for håndtagenes manøvrer.

Set fra oven. © 2000 Eventyr.net
Vi kom sikkert i luften og snart fløj vi rundt over bjergtoppene. Hvor var det fantastisk at se det hele fra oven. Vi fløj hen over landsbyen, hvor vi camperede og kunne kigge ned på vores Land Rover, der nu var mindre end en tændstiksæske at se på. Vi kunne se de spor, som vi havde kørt rundt ad, og kort før vi nåede til kløften, hvor vi dagen før havde gået tur og Helle tidligere havde badet, sagde Doug til Jesper: "Nu kan du tage over" - og så var det pludselig Jesper, der skulle styre det lille fly.
Det gav et sug i maven på Jesper, da han skulle tage rorpinden og styre flyet rundt i cirkler om bjergene med kløften imellem.
Da vi tog kørekort, var der ingen som fortalte om, hvordan man styrer et fly. Flyt rorpinden en centimeter til højre og flyet krænger og drejer til siden. Man har set det på film, men det føles meget farligt og voldsomt, når man selv sidder med den lille rorpind og føler, at man har sit eget og andres liv i hænderne. Heldigvis sad Doug lige ved siden af, hvis der skulle være nogen problemer, så der var ingen egentlig fare. Det var blot en voldsom følelse.

Jesper fløj flyet det sidste kvarter tilbage til airstrip'en, hvor Doug tog over og satte det lille fly flot ned igen. Det var en fantastisk tur, som vi sent vil glemme.

Vi havde kun en enkelt oplevelse til gode i Arkaroola - ok, der kunne nok være mange gode oplevelser endnu, men kun en enkelt, som vi helst ikke ville være foruden... nemlig at se de i Australien meget sjældne "Yellow-footed Rock Wallabees" - nogle ret specielle wallabees, der kun lever i dette område af Australien. Wallabees er i familie med kænguruer, men er noget mindre.
Her i Flinders Ranges skulle disse wallabees med gule fødder og stribede haler altså leve og vi fik at vide, at netop oppe i en ganske speciel kløft, ville der være god mulighed for at se dem.
Vi kørte der op sidst på eftermiddagen og parkerede bilen. Så gik vi ellers ind i kløften og vi var dårligt nok nået derind, før vi så den første wallabee springe op af klippeskråningen. Vi listede os frem og satte os ned på nogle store sten. Vi vidste, at vi bare skulle være stille, så skulle de nok dukke op. Og ganske rigtigt... der gik ikke fem minutter, før vi havde tre af disse meget smukke dyr hoppende rundt på bjergsiden til højre for os.
Vi havde kamera og kikkert med og vi håber virkelig, at zoom-linsen på kameraet har fanget billeder af dyrene, trods det tiltagende aftenmørke. Ellers må vi nøjes med de billeder vi har på nethinden af disse små hoppere med tigerstribede haler, gule fødder og en pels, der var brun, grå, hvid, rød og sort på skift.

Tavse gik vi ud af kløften efter at solen var gået ned. Dette var det sidste, som vi ville se af Flinders Ranges.
Hvis vi har tabt vores hjerter i Australien - så er det et sted blandt Arkaroola's bjerge. For os er dette det smukkeste sted i Australien.


Copyright © 1999-2000 by Eventyr.net. Materialet på disse sider er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret.