Logbog

17. maj 2000

Da vi kørte gennem lågen i hegnet med skiltet, der forkyndte at vi bevægede os ind på Wooltana-farmens marker og dermed forlod Arkaroolas domæne, var vi stille. Vi vidste godt, at dette lille særskilte eventyr var slut nu og ikke kunne kaldes tilbage. Vi vil nok aldrig se det hele igen - og det gjorde os stille.

Mens vi kørte sydpå kom vi igennem andre egne af Flinders Ranges. Det var et andet og lige så smukt landskab med bløde grønne bakker og røde sletter.
En hidsig fyr. © 2000 Eventyr.net Pludselig blev vores færd stoppet af en lille øgle på grusvejen. Den sad midt på vejen med temmelig stor fare for at blive kørt ned. Vi kunne se, at det var samme slags, som vi havde set så mange af tidligere på vores vej mod Vestaustralien. Vi havde aldrig fået taget billeder af denne sjove fyr, så nu stoppede vi for at kigge nærmere.
Det var en Blue tounged lizard, der var en ganske fredelig øgle - indtil man provokerede den lidt. Så hvæsede den og viste sin blå tunge - og så var det meningen, at vi skulle blive bange.
Men vi var jo noget større end den og den var ganske uskadelig for os, så vi lod os ikke skræmme. Efter lidt hvæsen fra begge sider fik vi den overbevist om, at det var bedst for den at opholde sig i vejkanten istedet for midt på vejen.

Vores tur tilbage til Melbourne skulle brydes af endnu et besøg i Grampians national-parken, da vi sidste gang ikke fik set ordentligt på området. Den gang i december måned havde vi meget travlt med at lære at rejse med Land Rover, telt og bush-camping, så vi overså nok en hel del af de smukke steder i dette område.
Nu skulle der rettes op på dette, så efter vi slap den sydligste spids af Flinders-bjergene satte vi kursen direkte mod Grampians.
Der skete det, som vi havde regnet med... at vejret blev dårligt igen. Vi havde lige haft fem sol-dage i Arkaroola, men nu trak skyerne sammen og det begyndte at småregne lidt.
Gennem de to dage, det tog at komme til Grampians, havde vi konstant en regnbue et sted på himlen.
Vi kørte hele tiden på grænsen mellem sol og regn. Kiggede vi frem, var der tunge skyer og kiggede vi tilbage var der blå himmel med strålende sol. Vi fik en byge hver halve time og kunne ellers forsøge at køre efter stedet, hvor regnbuen endte. - Dette nåede vi ikke før vi kom til nye bjerge.
Grampians nationalpark dækker en bjergkæde, som består af mere end 400 millioner år gamle klipper af granit, sand- og kalksten. Overalt på bjergsiderne vokser træer, buske og græs og nogle steder kunne man næsten føle sig som i en regnskov.

I tidligere tider levede der mange aboriginal-stammer i denne frodige verden og man kan stadig finde mange spor af deres tilstedeværelse.
Der er en meget stor koncentraion af hulemalerier i bjergene, på steder hvor urbefolkningen kunne finde læ og ly for vejret, der til tider kan være barskt i mellem bjergene.
Vi havde nogle af disse huler som mål for vores andet besøg - foruden et andet mere usikkert mål, nemlig at se en koala-bjørn. Koalaer er et af vartegnene for Australien, men de er knapt så udbredte, som man tror og lever kun i ganske få egne af dette store land. Tilmed er dyrene ret sky, så chancen for at se dem er temmelig lille - med mindre at man vil besøge en af de dyreparker, hvor de bliver holdt i fangeskab - og det har vi ikke villet nedlade os til!
I Grampians skulle der være mulighed for at se de små bjørne og hvor vi end gik, kiggede vi op i træerne for at se, om vi kunne se dem - men de gemte sig vist lidt for godt...
Den store skaber. © 2000 Eventyr.net Det var nemmere at finde hulerne med malerierne, for disse var da indtegnet på vores kort. Så vi lærte historien om Bunjil, Den store skaber, der havde to hunde til at hjælpe sig med at skabe alt på jorden - og holde orden bagefter.
Han var aftegnet på en klippevæg i det mest bizarre klippelandskab lidt øst for bjergkæden, som navngav nationalparken. Her var lav på klipperne, som var vi i Skandinaviens Lapland. Landskabet lignede virkelig de hjemlige nordlige egne, og vi kunne næsten ikke fatte, at vi stadig befandt os på den sydlige halvkugle.

Vi besøgte en anden hule højt oppe på et plateau, hvor der var den smukkeste udsigt over verden, så langt øjet rakte. På klippevæggen i denne hule havde børn afsat deres håndaftryk med okker-farve. - Børnene, der symboliserer fremtiden, bærer altid fortiden med sig.
Børnenes hænder. © 2000 Eventyr.net Aboriginal-stammerne har - udover at finde ly for vejret - brugt hulerne til steder, hvor man videregav viden om fortiden og nutiden med henblik på fremtiden - livet og overlevelse. Mange af de tegninger og symboler på klippevæggene fortæller historier om skabelse, leveregler, jagt, mv.

Det er lidt interessant at sammenligne vores historiebøger med deres fortællinger. Deres historier og liv var baseret på praktisk lærdom, som skulle sikre et fredeligt og sikkert liv, mens vores historiebøger er fyldt med krig og død. Europæernes fortid, nutid (og fremtid ?) er krig...

Når vi ikke kiggede på hulemalerier, gik vi ture i de pragtfulde skove, som dækkede bjergene. Her var der god mulighed for at studere fugle (og kigge efter koala-bjørne..) - og samle brænde til det efterhånden obligatoriske lejrbål. Vi var blevet helt pjattede med at lave lejrbål, så vi både startede og sluttede dagen med at kigge på flammernes fortærende virken.
Gennem de sidste tre dage har vi tæt på solnedgang summet rundt i skovbunden for at finde nogenlunde tørre grene, der kunne bruges til bålet, som skulle varme os i de kolde aften- og morgentimer.
Vi har fundet meget stor glæde ved at sidde i bålets skær i de mørke nattetimer, for på denne tid af døgnet har naturen vist helt andre sider af sig.
Forleden aften, hvor vi sad ganske alene langt ude i den mørke skov, hørte vi pludselig en puslen i nogle grene bag os. Vi for sammen og lyste omkring os med lommelygten, men vi kunne ikke se noget. Et øjeblik efter kom samme puslen igen... var det en slange, som bevægede sig i bunken af grene, der lå kun et par meter fra os ? Vi vidste, at der både var Copper-heads og tiger-slanger i Grampians - og begge er af den livsfarlige slags.. især sidstnævnte, der kan finde på at angribe uden provokation.
Lidt betænkelige rettede vi igen blikket mod bålet - indtil en lille kvist faldt ned i hovedet på os. Vi rettede lommelygterne op i træet over os - og der sad en lille possum og smed kviste ned. En possum kan vel bedst sammenlignes med et dansk egern i overstørrelse. Den kan være på størrelse med en mindre kanin med en lang hale, der gør den til en ganske glimrende akrobat blandt træernes grene.
Nu sad der sådan en hyggelig fætter i træet over os og kastede kviste efter os - måske bålets røg generede den lille fyr...

Vi kunne rolige gå til ro og vågne op til en råkold morgen, hvor bålet måtte varme vores fingre indtil solen kom op over bjergene. Vi fik fra morgenstunden besøg... Cirka 15 røde og blå, vilde papegøjer hilste os godmorgen og vimsede omkring os i håb om, at vi ville tabe lidt af vores morgenmad, så de kunne få en godbid - og det gjorde vi så...
Hellere en på hovedet end... © 2000 Eventyr.net Vi vidste godt, at vi ikke måtte fodre de vilde dyr, men det var altså meget svært at lade være med at lade lidt musli falde ned på jorden. Et øjeblik efter havde vi fuglene siddende på hånden, skulderen eller hovedet. De var lige som vi helt pjattede med denne morgen-forestilling. Da der pludselig kom en park-betjent kørende, håbede vi, at fuglene ville være lidt loyale og flyve væk, så vi ikke blev afslørede i vores ugerning med hensyn til fodringen. - Og heldigvis så havde fuglene lidt pli, så de fløj pænt op i det nærmeste træ og ventede til park-betjenten var kørt igen, før de kom tilbage for at tigge mere.
Det var vældigt hyggeligt at få gæster til morgenmad.

Dagen tilbragte vi så med at besøge "The Balconies", der er en speciel klippeformation, med to "balkoner", som rager lige ud i luften - 50 meter over skoven nedenunder. Vi havde set billeder af disse klipper og Jesper ville gerne ud og stå på spidsen af dem og kigge ud (måske for at udfordre højdeskrækken...).
Vi vidste at vores tur rundt i Grampians var sidste chance for at køre på andet end asfaltvej, så vi nærlæste kortet for at finde alternative spor gennem skovene. Mange af vejene var grusveje og Helle, der var kortlæser, fandt hurtigt nogle af de mere spændende. På kortet var det indtegnet som en grusvej, hvor almindelige biler kunne køre, men vi havde ikke kørt mere end en kilometer, før det var meget tydeligt, at der skulle noget mere end en folkevogn til at komme igennem. Den snoede bjergvej var halvvejs skyllet væk af regn, så den bestod af dybe revner, huller og store sten. Vi måtte i lavgear og slå differentialespærret til for at komme igennem. Vi fik helt uventet 10 kilometer med god terrænkørsel gennem den dejligste skov, før vi endelig kom op til "balkonen".
Her mødte os et skilt, som næsten fik os til at blive overtroiske... for det sagde "lukket". - Havde vi ikke hørt den før ? Mere end halvdelen af de steder og veje, som vi har villet køre, har været lukkede.
The Balconies var lukket på grund af nedstyrtningsfare, så man kunne ikke længere få lov til at gå ud på selve klipperne, der udgjorde balkonerne. Men... vi kunne dog få lov at gå turen ud og kigge på klipperne, der hang ud over over Victoriadalen. Det havde været overskyet det meste af dagen, men nu brød solen gennem skyerne og dannede de fineste skygger på den skovklædte bjergside overfor og lod bjergene i horisonten være blå, eller faktisk sorte - meget passende, for det var Black Ranges vi kunne kigge over på.

Her sidste aften ved bålet kan vi ikke tænke andet, end at det var godt, at vi gav denne nationalpark endnu en chance, for den havde meget mere at byde på.
For et øjeblik siden hoppede en kænguru forbi os - ikke længere væk, end at lyset fra bålet oplyste dens fødder. - Grampians har givet os meget mere denne gang.


Copyright © 1999-2000 by Eventyr.net. Materialet på disse sider er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret.