Logbog

19. maj 2000

Fællessang:
Vi har lejrbål her; vi har frosne tæer; vores frosne krop; den skal varmes op.

Vi vågner en morgen i teltet i Grampians nationalparken. Det er så koldt, at man ikke kan mærke om man har dynen på, eller om den ligger krøllet sammen nede i fodenden. Med rystende hænder fik vi tøjet på og kravlede ned af stigen, hvor der mødte os en hvid bil... Det var minus to grader og bilen var dækket af rimfrost.
Frysepunktet er nået. © 2000 Eventyr.net Vi troede, at vi var i Australien, hvor solen altid skinner og det er dejligt varmt. Hvordan befandt vi os pludselig på Sydpolen ? Vores tynde dyner var ikke beregnet på frostgrader, og uldtæpper, tykke sokker og flere lag tøj kunne ikke holde kulden ude. Vi måtte træde på tandpastatuben for at få noget ud - og måtte brække det af for at få det ned på tandbørsten... Det var en meget kold morgen, hvor vi skulle forlade Grampians for at sætte kurs mod Melbourne.

Vi var lidt i tvivl... Nu havde vi ikke lyst til mere. - Vi var fyldt op af gode oplevelser. Grampians havde givet os de sidste meget fine oplevelser med masser af ro til at opleve Australiens gode sider. Skulle vi sætte dette over styr - eller skulle vi bruge et par dage på sidste attraktion: The Great Ocean Road. Den store hav-vej, der snoer sig langs kysten fra Melbourne og cirka 300 kilometer mod vest, løber forbi en masse spændende steder på kysten og inde i landet. Det er en vej, der blev bygget som minde om de faldne soldater i Første Verdenskrig og den er en af attraktionerne når man besøger Australien.
Vi havde snakket om denne vej og ville egentlig gerne se den, men samtidig var vi også sikre på, at vi ville støde ind i adskillige turistbusser, der fragtede japanere op og ned af kysten med to formål: at japanerne kunne få billeder - og at turistbusserne kunne tjene nemme penge.
Vi vidste, at vi skulle lytte til os selv og ikke til turistbrochurerne, så vi opprioriterede Grampians og nedprioriterede The Great Ocean Road. Vi blev en dag længere i Grampians, for der så vi ganske uforstyrret nogle meget smukke sider af Australien.

Vi ville dog ikke droppe hav-vejen fuldstændigt, så vi kørte mod havet og nogle af attraktionerne langs vejen. Vi havde besluttet at køre til Melbourne samme aften, for vi havde ikke udstyr til endnu en frostnat, som vejrudsigten lovede.
Vi havde ikke set havet i lang tid, men pludselig slog vejen et sving og der - der kunne vi nu se nogle ensomme klipper stå ude i de frådende bølger.
Nogle af de tolv apostle. © 2000 Eventyr.net Det var et blæsevejr uden lige og himlen var grå af skyer. Vi kunne, hver gang vi stoppede et sted langs vejen, høre en buldren, der nærmede sig torden, fra de mange meter høje bølger, der med en voldsom kraft slog ind mod klipperne.
Vi så kun de mest berømte klippeformationer langs kysten og har ingen ret til at forsøge at beskrive The Great Ocean Road - for den byder på meget mere end vi tillod os selv at opleve. Men vi.. vi kunne ikke mere. Vi var fyldt op af oplevelser og vidste at vi ikke havde den ro, som skulle til for at opleve denne 300 kilometer kyststrækning til fulde.

Lidt skamfulde drejede vi væk fra vejen, da mørket sænkede sig, og kørte tilbage mod udgangspunktet - storbyen - Melbourne.
Efter mere end 27.000 km, mere end 3.000 liter diesel og mere end 500 timers kørsel kom vi ind ad motorvejen og kørte op over West Gate Bridge - broen, som tårner sig højt over havneindløbet til Melbourne havn. Heroppe fra kunne vi se de tusinde - nej flere - lys, der funklede over millionbyen Melbourne. Det var et utroligt skue. Vi befandt os i højde med toppene af skyskraberne og højt over resten af byen. Der var lys i alle farver - et orgie, et fyrværkeri af blå, røde, gule, grønne og hvide lys, der alle konkurrerede om at give os mest opmærksomhed.
Snart efter vi havde forladt broen, kom vi ned i byens vilde trafik. For få timer siden havde vi kørt på små landeveje, hvor man blot skulle passe på naturens vilde liv - kænguruerne og andre nattedyr. Nu var i midt i en meget mere vild og rå verden, hvor vi skulle køre om kap med hundredevis af andre biler i et rasende tempo i fire vognbaner. Denne del af landet er den mest farlige, som vi har oplevet. Velkommen til storbyen !

Vi nåede frem til Tony - og hans hostel, hvor vi boede i december, mens vi ventede på at bilen skulle komme fra Danmark. Vi syntes, at dette ville være et godt sted at slutte turen rundt. Vi har i de sidste 14 dage spolet filmen baglæns og oplevet kendte steder i omvendt rækkefølge - med godt resultat. Så derfor ville vi også slutte eventyret i Jackson Street nr. 60, Melbourne.

Nu bor vi så i et værelse i en lejlighed, hvor vi har fire englændere som naboer. De er unge og ganske søde - til trods for deres lyst til at feste hele natten.
De kunne dog ikke spolere vores nattesøvn sidste nat, for... hold da op, hvor kunne vi sove. Pludselig havde vi en rigtig seng og den var endda indendøre. Vi vidste vist godt, at eventyret var ved at være ovre, og at der var en masse at fordøje. Vores drømme og tanker har natten igennem været fyldt med alt det, som vores sidste fem måneder er gået med - godt og ondt - stort og småt.

Vi havde svært ved at komme i gang i morges, for vi vidste at vi skulle til at pakke eventyret sammen. Bilen skal sendes hjem på tirsdag - ja, planen lød på mandag morgen, men skibet er en dag forsinket, så vi har en ekstra dag at løbe på. Men nu holder bilen på gaden i en storby, så vi måtte jo til det - at tømme den for alle tingene, så der ikke var noget tilbage til eventuelle svage sjæle.
Hele dagen har vi så gået og båret ting op på værelset - hvordan har vi haft plads til alt det ? - Og hvad har vi brugt alt sammen til ?
Ja, hvad finder man ikke, når man rydder op og pakker sammen... en død frø, som var kommet i klemme under en vanddunk. Den havde virkelig kæmpet en brav kamp for at komme fri af den tunge vanddunks vægt - nu var den mumificeret. Og i et andet hjørne lå en død græshoppe. Vi har haft hundredevis af disse inde i bilen - de fleste fandt vejen ud igen - dog ikke denne.

Efter at bilen var tømt, var der kun tilbage at rengøre den. For at sikre en nogenlunde smertefri toldbehandling i Danmark skal bilen være rengjort, så mudder og støv er væk og bilen fremstår i "acceptabel" stand.
Vi sletter alle spor. © 2000 Eventyr.net Det var meget trist at gå og vaske alle sporene væk fra denne rejse - dette eventyr. Det røde støv - det var blevet en del af vores liv (og vores hjem). Nu skulle det hele væk, så bilen kunne ligne enhver anden dansk Land Rover igen.
Det føltes som at få en kniv i hjertet og en snærende løkke om halsen, hver gang den våde klud vaskede endnu en støvet overflade ren. - Dér røg Vestaustralien, dér forsvandt Great Victoria Desert, dér blev Tanami Road jævnet ud og dér forsvandt det sidste spor af The Old Ghan.
Men... vi har snydt lidt. Vi har ikke været rigtigt grundige, så der gemmer sig stadig lidt af det røde støv i kroge og hjørner. - Og vi ved, at der også om tre år vil dukke røde spor op - bag instrumentbrædtet, under sæderne, under måtterne. Vi får stadig noget af Australiens støv og eventyret med hjem.

Inden vi på tirsdag morgen skal aflevere bilen til toldinspektion og containerpakning, har vi så bare tilbage at pakke det hele sammen igen. Alle ting skal pakkes sikkert i bilen, så de kan holde til 40 dage med høj søgang. Inden vi afleverer bilen, håber vi dog på at tage en sidste udflugt i den. Lidt sydøst for Melbourne ligger en skulptur-park, der skulle være meget spændende. Denne besøger vi i morgen - eller søndag - inden vi vinker farvel til bilen og sætter os ned for at vente på vores flyafgang næste lørdag.


Copyright © 1999-2000 by Eventyr.net. Materialet på disse sider er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret.