Går gennem Sydney
af: Helle, Sydney, 9. december 1999

- Går gennem Sydneys endnu regnvåde gader. Det har regnet i tove hele dagen, men pludselig skiltes skyerne og solen brød frem. Vi tog chancen, at det ville holde tørvejr et par timer. Vi styrer mod Operahuset, som vi må se, mens vi er i byen, men suger indtryk til os, mens vi går gennem Kings Cross-kvarteret; Shawarmabarer ligger side om side med natklubber, bordeller og cafeer, og bag dem de gamle engelske huse, som giver én følelsen af at være midt i London på en varm sommeraften. På en lidt fredeligere gade flyver en kridhvid kakadue over træerne, sætter sig og breder stolt sine citrongule hovedfjer ud. - Et sært syn midt i en storby for os europæere, men sikkert ikke for australierne.

Flagermus på himlen. © 1999 Eventyr.net Krydser ind gennem byens botaniske have, hvor kæmpestore sorte flagermus flyver fredeligt hen over os, og placerer sig i palmerne med hovedet nedad, mens de gør klar til nattens aktivitet.
Vi går ud af haven, og står midt i centrum af byen med skyskrabernes glasfacader skinnende i aftensolen. - Så lige et par gader hen, og dér! Et fantastisk syn åbenbarer sig for os: Operahuset. De smukke hvide hvælvinger strækker sig mod himlen i bløde, harmoniske buer. Bygningsværket, som hele verden har hørt om, står vi nu og kigger på. Vi må over og røre. Vi kan ikke gå fra Operahuset uden at have rørt ved det - bare en enkelt gang. Det er overvældende smukt - og da vi vender os, ser vi ind over storbyens funklende lysreklamer, som spejler sig i havnens vand.

Operahuset ! © 1999 Eventyr.net Vi får en fadøl på en cafe, mens lykkefølelsen langsomt breder sig i kroppen og mørket sænker sig over byen. Vi kan se flagermusene højt deroppe på aftenhimlen over Harbour Bridge - broens lys reflekteres i deres kantede vinger, og kakelakkerne er nu også i fuldt vigør på den fugtige asfalt ved vores fødder.

Mens vi går hjem og regnen så småt begynder igen, forundres vi over, at vi kan blive lige så overvældede af denne funklende, pulserende og menneskeskabte storby som af New Zealands uberørte natur, hvor man som menneske er så uendeligt lille.


Copyright © 1999-2000 by Eventyr.net. Materialet på disse sider er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret.